Information til Stadeholdere

    Information & ansøgning for Stadeholdere

    På Suset er både mad og drikke en lige så stor del af oplevelsen som musikken og de unikke, rå rammer på havnen. Mad og drikke skal være med til at forme den stemning, det fællesskab og den helhedsoplevelse, som kendetegner festivalen. 

    Derfor sammensætter vi et program, der favner bredt og er kurateret med lige dele nysgerrighed og kærlighed til kvalitet. Vi hylder de lokale smage og samarbejder med nogle af de stærkeste aktører fra Esbjerg og omegn, men vi inviterer også folk udefra, som kan give vores publikum nye oplevelser, de måske ikke lige møder i byen til hverdag. 

    Her finder du alt fra vestjysk smørrebrød og helstegt pattegris til long drinks, sushi, tacos og snack-serveringer uden dikkedarer. Vi har fokus på at tilbyde noget for enhver smag – både det genkendelige og det, der overrasker. Her handler det ikke kun om at stille sulten, men om at give gæsterne mulighed for at gå på opdagelse med sanserne - og spise sig gennem hele verdens køkkener. Gå på jagt efter det hurtige måltid mellem koncerterne eller tag dig tid til at nyde maden med sand mellem tæerne og en cocktail i hånden ved strandbaren.

    Det forventes at alle stadeholdere har mindst én vegetarisk og/eller vegansk ret på menuen, og at man så vidt muligt bruge lokale og sæsonbaserede råvarer samt lokale leverandører. Økologiske råvarer tilskyndes og emballage skal minimeres så vidt muligt.

    Esbjerg er skabt i mødet mellem mennesket og havet - og har altid været knudepunkt for Danmarks vej ud i den store verden. Den unikke placering på en storslået industrihavn spiller en central rolle for den oplevelse vi kan skabe for publikum.

    De industrielle materialer danner bagtæppe med stål, beton og træ, men først i mødet med konfetti, discokugler og græstæpper opstår den sande magi - for når vi leger med kontrasterne og udfordrer normerne, skaber vi et helt nyt og enestående rum sammen.

    Mad- og drikkestader på Suset spiller også en central rolle i den visuelle oplevelse for publikum, når de færdes rundt på pladsen. Derfor skal alle stader leve op til et højt æstetisk niveau, som matcher det overordnende design og udtryk for festivalen.

    Hvert stade forventes at have sit samlede udtryk for øje, og at have arbejdet med en kreativ og indbydende facade, skiltning og menuer samt belysning på både skilte og facaden.

    I udvælgelsen af stadeholdere på pladsen vægter vi følgende:

    • Tårnhøj kvalitet i både råvarer, retter og service

    • Et bredt udsnit af køkkener fra hele verden - ingen retter repræsenteres mere end én gang. Vi har altså kun plads til én burgerbod, én pizzabod, etc.

    • En naturlig nysgerrighed for særlige hensyn, allergener og på samme måde et mod til at vælge økologi og klimavenligt i videst mulig udstrækning

    • Kreativ og detaljeorienteret udsmykning af både facade og skiltning med menuer - jeres stade er en vigtig del af kulissen og den visuelle oplevelse på pladsen

    Vi er stolte over at arbejde sammen med flere tilbagevendende stadeholdere, så det er meget begrænset, hvor mange nye stadeholdere vi kan tage ind hvert år.

    Når det er sagt, så sætter vi også en ære i at kunne præsentere nye, kulinariske oplevelser for publikum hvert år, så vi sætter stor pris på alle de henvendelser vi modtager.

    Hvis du ønsker at ansøge om et stade med enten mad eller drikke på Suset, så skal vi bruge følgende fra dig:

    • Beskrivelse af køkken, koncept og menu

    • Referencer til tidligere events

    • Links til sociale medier og/eller website

    • Firmanavn, kontaktperson, mail og telefonnummer

    Vi vil også gerne høre hvordan du arbejder med:

    • Økologiske og lokale råvarer

    • Emballage og klimahensyn

    • Vegetariske, veganske, gluten- og laktosefri hensyn

    Derudover skal du vedhæfte fotos og/eller video af:

    • Selve maden - gerne i den samme emballage, som den skal serveres i på pladsen

    • Facaden på din truck, dit telt eller anden salgsenhed

    • Dine menuskilte med sortiment og priser

    Til sidst må du meget gerne henvise os til et sted, hvor vi kan få en smagsprøve af din mad hele året rundt eller til et andet event.

    Skriv en mail med alt det ovenstående til fb@suset.dk

    Deadline for ansøgning om stade på Suset 2026 er:

    Fredag d. 27. marts 2026

    Vores F&B-udvalg går derefter i gang med at udvælge de ansøgere, der passer bedst ind i det samlede program.

    Du hører fra os, når udvælgelsen er gennemført.