Susets mad- & drikkeprogram
På Suset er både mad og drikke en lige så stor del af oplevelsen som musikken og de unikke, rå rammer på havnen. Mad og drikke skal være med til at forme den stemning, det fællesskab og den helhedsoplevelse, som kendetegner festivalen.
Derfor har vi sammensat et madprogram, der favner bredt og er kurateret med lige dele nysgerrighed og kærlighed til kvalitet. Vi hylder de lokale smage og samarbejder med nogle af de stærkeste aktører fra Esbjerg og omegn, men vi inviterer også madfolk udefra, som kan give vores publikum nye oplevelser, de måske ikke lige møder i byen til hverdag.
Her finder du alt fra vestjysk smørrebrød og helstegt pattegris til cocktails, sushi, tacos og snack-serveringer uden dikkedarer. Vi har fokus på at tilbyde noget for enhver smag – både det genkendelige og det, der overrasker. Her handler det ikke kun om at stille sulten, men om at give gæsterne mulighed for at gå på opdagelse med sanserne. Du kan spise dig igennem festivalen, uanset om du er på jagt efter det hurtige måltid mellem koncerterne eller vil tage dig tid til at nyde maden med sand mellem tæerne i strandbaren.
Ambitionen er, at mad og drikke på Suset skal være en oplevelse i sig selv ved siden af vores koncerter og alle de andre aktiviteter, man kan opleve på Suset – og være med til at løfte festivalen som helhedsoplevelse.
Se hele programmet for mad og drikke her: suset.dk/program