Lokale leverandører
Suset bliver skabt i samarbejde med et hav af partnere og leverandører af alt fra hegn, toiletter og kasseapparater til droneflyvninger, førstehjælp og trucks. Vi forsøger så vidt muligt at samarbejde med lokale aktører, så Suset kan bidrage til det samfund, som vi er en del af – med både økonomi og aflejring af kompetencer, viden og erfaring. Men det betyder ikke, at alle vores ordrer lander i Esbjerg og omegn.
En væsentlig del af festivalens leverancer kommer fra højst specialiserede virksomheder, der er blandt landets, og i nogle tilfælde kontinentets bedste til lige præcis deres spidskompetence. Kvalitet og sikkerhed står allerøverst på vores indkøbsseddel, så derfor vil vi altid søge de bedste leverandører først – og selvom Esbjerg er dygtig til mange ting, så kan man ikke være verdensmester i alt. Til gengæld glæder vi os hver gang vi finder en lokal leverandør, som giver konkurrenterne kamp til stregen – og endnu mere, når de viser sig at være den bedste til opgaven.